Cheesecake med æble og karamel

Rækker til 6 personer

Æbletopping:

  • 350 g. skrællede æbler i tern
  • 1/2 stang vanilje
  • 50 g. sukker
  • 1/2 dl. vand

Skrab kornene ud af vaniljestangen. Kom vaniljekorn, vand, sukker og den tomme vaniljestang i en gryde og kog detop. Kom æbleternene i den kogende lage og damp dem møre under låg i 5-10 minutter ved svag til middelvarme. Lad æblerne blive i lagen, mens de køler helt af.

Bund:

  • 10 fuldkorns digestive kiks
  • 2 spsk mandelmel
  • 50 g. smeltet smør

Kom kiksene i en skål og knus dem helt. Tilsæt mandelmel og smør og rør rundt. Fordel kiksemassen i bunden af 6 glas og pres massen let sammen. Stil glassene på køl, mens du tilbereder cheesecake fyldet.

Cheesecake fyld:

  • 200 g. cream cheese – ikke light
  • 2 dl. piskefløde
  • 75 g. flormelis
  • korn fra 1/2 stang vanilje

Lad flødeosten få stuetemperatur – så er den nemmere at arbejde med. Skrab kornene ud af vaniljestangen og skil dem ad med lidt flormelis. Pisk flødeosten cremet og tilsæt flormelis og vaniljekorn. Pisk fløden til skum i en anden skål og vend den i flødeosten af 2-3 omgange. Kom cremen i en sprøjtepose med stor glat rund tyl eller i en frysepose, hvor du kan klippe et hjørne af og fordel cremen ovenpå kiksebundene.

Tag æblestykkerne op ad lagen og fordel dem ovenpå ostefyldet. Til sidst kan en smule af sirupslagen dryppes ovenpå. Stil dem på køl indtil de skal serveres. Hvis man ønsker en deluxe udgave, kan man ved servering toppe de små cheesecakes med en lækker karamelsauce. Det har jeg gjort på billederne. Og det kan bestemt anbefales.  Opskriften på karamelsauce finder du her. Den kan laves både med og uden salt, afhængig af ens smagsløg. Den skal laves i god tid, så den kan nå at køle lidt af.