Print Recipe

Panna cotta med stegte pærer

Instructions

  • 1 vaniljestang
    4 dl piskefløde
    80 g sukker
    2-3 husblasblade
    1-2 pærer
    8 stk hindbær
    Rørsukker
    Smør
    Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Kom vaniljekorn, -stang, fløde og sukker i en gryde, og varm det op, til fløden næsten når kogepunktet; den må ikke koge, men skal bare stå og trække lige under kogepunktet. Pas på med at røre rundt, da vaniljestangen så trevler. Sæt husblassen i blød i vand, et blad ad gangen, så de ikke klistrer sammen.
    Efter ca. 15 minutter fiskes vaniljestangen op og smides væk, og den udblødte husblas kommes i lidt ad gangen. Rør, til husblassen er fuldstændigt opløst. Den kogte fløde hældes i forme – det letteste er at bruge glatte engangsplasticforme – som køler af.
    Herefter skal de samle sig i køleskabet, så de bliver stive, det tager typisk 3-4 timer. Det ser pænest ud, hvis man vender panna cottaen ud på en tallerken, men forekommer det besværligt, kan man også lave den direkte i små serveringsskåle. Fordelen med tynd engangsplast er, at man kan prikke hul i bunden, hvis panna cottaen har suget sig fast og ikke vil slippe formen.
    Skær hver pære i 12 både. Kom smør og sukker på en pande, lad det smelte, steg derefter pærerne i blandingen. Fordel de karamelliserede pærer ved de 4 panna cottaer,pynt med hindbær og servér.
    Tip: Større portioner kan laves i en stor, aflang form og efterfølgende skæres i skiver. Panna cotta kan også nedfryses, så lav en stor portion, det er altid rart at have i fryseren