Vedtægter

Vedtægter for Lindum Landsbykulturhus

Navn og hjemsted

§ 1. Foreningens navn er Lindum Landsbykulturhus, Skibdalvej 11, 8830 Tjele.

Formål

§ 2. Foreningens formål er at drive Lindum Landsbykulturhus, som et samlingssted for egnens borgere. Lindum Landsbykulturhus vil danne rammerne for kulturelle aktiviteter som møder, dans, foredrag, teater og fester samt aktiviteter der på anden måde bidrager til det lokale miljø.

Lindum Landsbykulturhus vil i samarbejde med Lindum Idrætsforening være paraply organisation for aktivitetsgrupper og personer i lokalsamfundet, som ønsker at igangsætte aktiviteter, som fx afholdelse af sommerfest, afvikling af rally, fælles spisning, fastelavn og meget andet.

Medlemmer

§ 3. Enhver kan optages som medlem, såfremt vedkommende tilslutter sig foreningens formål. Medlemskabet er kun gyldigt hvis årskontingentet er fuldt betalt. Udmeldelse sker skriftligt til bestyrelsens formand inden 1. december med virkning fra årsskiftet. Kun medlemmer har stemmeret på generalforsamlingen og kun myndige medlemmer kan vælges til bestyrelsen. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, som ikke respekterer foreningens medlemmer og love. Beslutningen kan indankes for foreningens generalforsamling. Et medlemskab dækker husstanden med stemmeret for en person fra husstanden.

Udlejning

§ 4. Lindum Landsbykulturhus udlejer huset til medlemmer og kan mod ekstra betaling udleje til ikke-medlemmer. Bestyrelsen fastsætter reglerne for udlejning.

Kontingent

§ 5. Foreningskontingentet fastsættes af generalforsamlingen for et år fremover. Dog kan bestyrelsen, for at følge med den almindelige prisudvikling, hæve kontingentet med op til 5 % pr. år. Alle kontingenter betales inden 1. november. Folkepensionister betaler reduceret kontingent.

Ordinær generalforsamling

§ 6. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Generalforsamlingen afholdes en gang om året i første kvartal. Generalforsamlingen indkaldes med 8 dages varsel i den på egnen mest udbredte lokalavis. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 5 dage før generalforsamlingen.

Dagsordenen skal omfatte følgende punkter:

Valg af dirigent.

Valg af referent.

Valg af to stemmetællere.

Formandens beretning.

Godkendelse af regnskab og budget.

Fastsættelse af kontingent

Indkomne forslag.

Valg af bestyrelsesmedlemmer, revisorer og suppleanter i henhold til vedtægterne.

Eventuelt.

Alle valg og beslutninger, med undtagelse af vedtægtsændringer og nedlæggelse, sker ved stemmeflertal.

Ekstraordinær generalforsamling

§ 7. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når mindst 2-3-4 af bestyrelsens medlemmer (afhængigt af bestyrelsens samlede antal medlemmer) ønsker det eller når mindst ¼ af medlemmerne skriftligt forlanger det. Dagsordenspunkt til behandling skal foreligge. Indkaldelse sker som ved ordinær generalforsamling i henhold til § 6.

Bestyrelsen

§ 8. Bestyrelsen består af 3-5-7 medlemmer. Bestyrelsen vælges for 2 år af gangen således at der afgår hhv. 1 og 2 , eller 2 og 3 eller 3 og 4 medlemmer hvert år, afhængigt af bestyrelsens samlede antal medlemmer. Desuden vælges to bestyrelsessuppleanter med 1 på valg hvert år, 2 revisorer med 1 på valg hvert år samt 1 revisorsuppleant på valg hvert år. Genvalg kan finde sted på alle poster.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand / sekretær og kasserer senest 2 uger efter den ordinære generalforsamling. Bestyrelsen er en driftsbestyrelse, hvis vigtigste opgave er at motivere aktivitetsgrupper og personer i lokalsamfundet til at tage ansvar for afholdelse af aktiviteter i Lindum Landsbykulturhus, samt tilstræbe økonomisk stabilitet i Lindum Landsbykulturhus.

Bestyrelsen har også til opgave at lede husets anliggender herunder vedligeholdelse, forbedringer og udlejning. Bestyrelsen fastsætter udlejningsgebyrer. Arbejdet i bestyrelsen er ulønnet ligesom bestyrelsesmedlemmer ikke kan drages til økonomisk ansvar eller få del i et evt. overskud.

Der afholdes mindst 4 bestyrelsesmøder pr. år. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 2 eller 3 eller 4 af medlemmerne er til stede., afhængigt af bestyrelsens samlede antal medlemmer. Spørgsmål afgøres ved almindelig stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Bestyrelsen kan bemyndige formand og kasserer til i fællesskab at tegne foreningen udadtil, herunder at købe, sælge og optage lån i fast ejendom. Bestyrelsen kan ikke uden flertal fra generalforsamlingen optage lån over 10 % af ejendomsværdien.

Økonomi og regnskab

§ 9. Regnskabet følger kalender året. Kassereren har ansvaret for at Lindum Landsbykulturhus regnskab føres forsvarligt og i henhold til gældende regler for regnskabsaflæggelse, samt udarbejdelse af årsregnskab og budget. Regnskabet skal være revideret af de på den ordinære generalforsamling valgte revisorer. Det reviderede regnskab skal udleveres til alle stemmeberettigede på den ordinære generalforsamling.

§ 10. Den til foreningens oprettelse og drift nødvendige kapital søges tilvejebragt ved medlemskontingenter, offentlige og private tilskud, tilskud fra fonde, indsamling blandt egnens befolkning, arrangementer, belåning af fast ejendom samt indtægter ved udlejning af Landsbykulturhuset.

Hæftelser og ansvar

§ 11. Foreningen hæfter alene med dens respektive formue. Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse over for foreningen udover kontingentforpligtelsen.

Revision

§ 12. Revisorerne påser, at regnskabet føres i henhold til vedtægterne og giver et korrekt billede af foreningens drift og status. Ligeledes skal revisorerne påse at retningslinierne for modtaget tilskud efter folkeoplysningsloven m.fl. overholdes. Regnskaberne revideres i henhold til retningslinierne herfor. Såfremt der modtages offentlige tilskud skal revisorerne drage omsorg for at der på behørig vis føres en revisionsprotokol.

Vedtægtsændringer

§ 13. Forslag til vedtægtsændringer varsles ved indkaldelse til generalforsamling. For godkendelse af vedtægtsændringer skal mindst 2/3 af de fremmødte stemme for.

Foreningens opløsning

§ 14. Til beslutning om foreningens opløsning kræves, at en sådan vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer på to på hinanden følgende generalforsamlinger, med mindst 1 og højest 2 måneders mellemrum. Mulige aktiver tilfalder almennyttige kulturelle formål i Lindum og omegn, som besluttes på den sidste afholdte generalforsamling.

Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 14. december 2006

Revideret på generalforsamling den 24. april 2013

Dirigent: Troels Rasmussen________________________________

Bestyrelsen:

Jette Green______________________________________________

Karsten Kristensen_______________________________________

Mette Tylvad____________________________________________